Forslag :Fremtiden for Reersø Pumpelag

Forslag :
Det foreslås at Vejlaget for Granvej vedtager at indstille til kommende generalforsamling i
Reersø Pumpelag (dato ikke fastlagt),at pumpelaget ophæves efter bestemmelserne i
pumpelagets vedtægter paragraf 13.
I forbindelse med ophævelsen anmodes kommunen om at foranledige, at der udarbejdes en
kendelse, der omfatter hele Reersø, og hvor der oprettes et særskilt digelag med etablering af
nye diger, og hvori pumpelagets eksisterende diger indgår. Samt at der oprettes et særskilt
pumpelag med etablering af nye afvandings- kanaler / muligheder, og hvori indgår
pumpelagets hidtidige opgaver med drift og vedligeholdelse af afvandingskanaler.
Baggrund for forslaget:
Det nuværende pumpelag er oprettet på baggrund af en landvæsenskommissionskendelse
fra 1968.
Siden kendelsen fra 1968 er der sket væsentlige ændringer i bebyggelsen på Reersø, især
mht. etablering af sommerhuse.
Desuden er der sket en kontinuerlig nedbrydning kysten og øget belastning af
afvandingskanalerne, der skyldes klimaændringer med hyppigere regn- og
stormflodshændelser.
Der er bebyggelse uden for pumpelagets område, der berøres af hændelserne, og som ikke
indgår i en helhedsløsning for Reersø.
Der er ikke diger, der beskytter disse områder, og der er ikke afvandingskanaler, der pumper
vandet væk ved oversvømmelser.
Pumpelagets opgaver er geografisk afgrænset af 1968 kendelsen, og opgaverne er begrænset
til drift- og vedligeholdelse af de anlæg, som hører til pumpelaget.
Pumpelaget kan således ikke påtage sig de anlægsopgaver, som en fremtidssikring
nødvendiggør af ejendomme, som hører under laget. Ligeledes kan pumpelaget ikke udvide
dets opgaver, til at omfatte de ejendomme uden for pumpelagets område, som i stigende
omfang berøres af ekstreme vejrhændelser.
Ved at udvide medlemskredsen øges de økonomiske muligheder for hensigtsmæssige
helhedsløsninger. Ved at nedlægge pumpelaget tvinges kommunen til at gå aktivt ind i
helhedsløsninger, hvor kommunen hidtil har indtaget en alt for passiv rolle.
Med venlig hilsen og på vegne af
Generalforsamlingen og Bestyrelsen for Vejlaug Granvej
Vedtaget på generalforsamlingen den 8. juni 2024
Ole Horskær / Leif Rye Hansen